Det Dør du Ikke af

En sætning jeg selv har fået ind med havregrøden. En sætning der simpelthen bare ikke giver nogen logisk mening for mig. Overhovedet. Året hedder 2017, der er ikke krig (i Danmark, forstås) og vi lever i et velfærdssamfund. Det vil sige, at vi reelt er så heldigt stillet, at der faktisk ikke er særlig meget der behøver gøres op i liv eller død. Eller hvad man decideret dør af. Forstå mig ret, jeg er fuldstændig med på, at det er noget der bliver sagt, men ikke ment i dén forstand. Det er en slags, det tager du ikke skade af. Men det gør det sådan set ikke mindre skørt og langt ude, i mine ører. For sådan som jeg hører og forstår de ord, hvad end det er det ene eller det andet, er at de er sagt af en person der ikke helt kan stå ved sine egen handlinger og derfor skubber det over på barnet eller hvem der nu står for skud. Som jo altså ikke dør af det her, hvad end det så er. Rart er det nok næppe. Gud ske tak og lov. At de ikke dør, altså. Men hvor er det dog bare en skør ting at gå og sige, for jeg har godt nok været udsat for et par ting i mit liv, som jeg ikke døde af, men som jeg i dén grad tog skade af. Fysisk og psykisk. Som ændrede mig af. Og som eddermame ikke kan retfærdiggøres med, at jeg ikke døde.

Jeg tror ikke på at de mennesker der bruger den her sætning er hverken onde, eller reelt tænker over eller forstår hvad det er de siger. I virkeligheden tror jeg på, at de fleste af os kender den og måske endda også har sagt det, en håndfuld gange i vores liv, da det er en slags uskreven samfundslegaliseret talemåde. Men hvor ville jeg ønske at vi som samfund tænkte lidt mere over hvad der er okay, hvordan vi taler og hvad vi går og siger til og om hinanden. Vær kærlig, stå ved det du selv gør og hvis du ikke kan det, så gør noget andet. Et fantastisk lille, hjælpeløst væsen er blevet bragt ind i den her verden. Hverken da, eller senere i dets liv, giver det mening at gøre noget op i hvad det lille eller store menneske dør af. Slet, slet ingen mening.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Vær den første til at kommentere på indlægget

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.