Hvor (fanden) er klapsalven?

Længe var der stille. Men så så jeg en kronik. Så, som i at jeg så og læste et citat derfra, uden at læse resten. Derfor ved jeg heller ikke om den tager en drejning jeg ikke kan tilslutte mig, men citatet fik mig op af sofaen og det lød sådan her:

“Når jeg idag ser skrivende feminister diskutere moderskabet, er det især som en binding, man har ret til at blive fri for. Det hedder, at man ikke skal ligge under for andres forventninger, og at hver kvinde har lov til selv at definere, hvordan hun er mor. Men den går jo ikke. For moderskabet handler slet ikke om kvindens behov – det handler om barnets behov. Men spørgsmål om børns behov forbigås fuldstændig..”

Og hvor er jeg enig. Den går jo lige netop ikke. Eller, det vil sige, det gør den jo. Selvfølgelig. For det sker. Og det skal jeg jo heller ikke bestemme. Men jeg er personligt enig i at det er en misforståelse af, hvad det der med moderskabet handler om. Hvad en lille baby har fortjent, nu hvor nogen selv har valgt at bringe det (barnet) til verden. Og at der er gået lidt mode i det. Tilgengæld er jeg ikke enig i det sidste udsagn, for jeg oplever ikke at børns behov forbigås. Eller jo, og alligevel nej. Jeg oplever snarere, at børns behov i nogle tilfælde, ihærdigt bliver forsøgt proppet ind under kvinders behov, ala; “når mor er glad, er baby glad”. En sætning jeg er stødt på en god håndfuld gange. Det er jeg ikke enig i. Faktisk, så støder den mig, på vegne af børnene. Jeg tror godt jeg ved hvad der menes. At vores børn naturligvis er bedst tjent med glade mødre og forældre generelt. Selvfølgelig. Og at det er for svært at sige højt, at det der med at sætte sig selv på stand-by, for det menneske man selv har valgt at skabe, det var for svært og derfor blev det en mellemvej. Hvilket skuda er okay, hvis det er sådan nogen går og har det, og vel at mærke har gjort deres bedste og det ikke kan være anderledes. Jeg siger ikke at det er alle der udtaler sig sådan, der også har det på den måde, men hvor ville det være forfriskende at høre noget så ærligt. Eller noget andet ærligt. For den med at mors behov er babys behov, den mærkes ikke oprigtig for mig. Mange gange har jeg, meget i samme boldgade, mødt udsagn om, at man skal tilgive sine forældre, “for de gjorde deres bedste”. Og det er jo i virkeligheden bare det det handler om. At gøre sit aller bedste. Især med det her, men også med alt andet. Uden at projectere noget over på sit barn eller nogen andre, men istedet selv tage ansvar og ejerskab. At mennesker pr. definition er gode og ønsker deres børn det godt, ja. Men hvordan det giver mening, at alle forældre pr. definition har gjort deres bedste. Det er lidt (fuldstændig) for letkøbt, i min verden. Og i min erfaring.

Når det får mig op af stolen, så er det ikke fordi jeg ønsker at støde nogen og jeg kalder bestemt heller ikke nogen for dårlige mødre. Så er det på plads. Tilgengæld er det fordi, at jeg selv har følt mig stødt. Stødt over, at der lader til at være to hold af mødre derude (forstå mig ret, der er naturligvis ikke to hold, eftersom der ikke er to helt ens mødre, eller mennesker ftm). Mødrene der viser et, i deres øjne, ærligt billede på de sociale medier, af hvad det vil sige at være mor. Med opture, men i særdeleshed også nedture. Og det skal de have lov til, jeg følger sågar også gerne med hist og her. Men så er der mig. Jeg falder i en anden kategori. En kategori, der indimellem bliver beskyldt for at vise et glansbillede. For ikke at sige højt, at det kan være hårdt at blive mor. For at gøre det sværere for andre mødre og for at få dem til at føle sig utilstrækkelige. Jeg ved at ingen har sagt, at det netop er mig, der skal føle mig truffet. Det tager jeg selv ansvaret for at jeg føler. Men jeg vil ikke tage ansvaret for at andre føler sig utilstrækkelige. Den må de selv eje. For min virkelighed er ikke den samme som nogen andres. Min virkelighed er min og det gør den ikke til hverken uærlig eller et glansbillede, fordi jeg ikke mærker behov for at dele mine rande under øjnene og hvorfor jeg har dem, når jeg har dem. Det samme gør sig gældende for så meget andet i mit liv, blandt andet mit parforhold. Jeg har min måde at passe på mig og mine på, og det er blandt andet ved ikke at se dem i eller udstille dem i et negativt lys. Og ja, jeg kan sige med hånden på hjertet, at når det er mest udfordrende at være mor, så elsker jeg det stadig højere end noget andet. Ja. Kast endelig op, men det er min virkelighed. Og så er Instagram jo i øvrigt ikke nogen som helst virkelighed, men blot selvvalgte glimt fra netop, ja. Virkeligheden.

Før jeg blev mor (hvilket føles underligt at skrive, for jeg har det som om at jeg har været det altid), var jeg ret optaget af at jeg gerne ville være mor og så ville jeg også stadig være Christina. Mit helt eget jeg, altså. Jeg havde mange tanker og idéer før jeg blev mor, om hvordan dét og jeg skulle være. Mange af dem var, set i bakspejlet, smådumme og i den grad i mangel på bedre viden og det giver jo reelt så god mening. Men hvor er jeg blevet klogere. Klogere på hvad det at være mor, betyder for mig. Blandt andet, at det er hvad jeg er nu. Mor. Altoverskyggende, stort og rungende. At jeg siden den dag for snart et år siden (!!), har haft behov for at være der 100% for Olivia, hele tiden. At sætte grænser og mærke efter, på vegne af os begge. Af vores familie. Og at adskillelse ikke er naturligt for os. “Ville det ikke være dejligt bare at være dig selv lidt?”, er kærlige ord, jeg har hørt en god portion gange. Men jeg er mig selv. Jeg er mig selv sammen med hende. Ligesom jeg i øvrigt også er det, sammen med Jeppe. Og nej. Det er ikke hendes behov, at skulle adskilles fra mig og derfor er det heller ikke mit. Sådan fungerer det for mig. Det ville det nok heller ikke være, selv hvis det var, men så ville jeg imødekomme hendes behov. Selvfølgelig er det til tider hårdt at være mor, at tilsidesætte sig selv for et andet menneske. Men for det meste føles det reelt bare som det mest naturlige i verden for mig. Og er det ikke også det smukkeste nogensinde? Det synes jeg. Og så er det nok i virkeligheden også lidt ligesom resten af livet, tænker jeg. Sommetider er det svært, sommetider er det fantastisk. Forhåbentlig mest det sidste.

Men hvor er det svært for mig at forstå, at de stående klapsalver, anerkendelserne og skulderklappene lader vente på sig og at dét at adskillelse ikke er en naturlig del af moderskabet for mig. At jeg som udgangspunkt ikke har behov for at udstille hverken hendes eller mine (eller Jeppes, for den sags skyld) egne dårlige dage. Og at hendes (babys/barnets) behov er prioriteringen over dem alle, istedet i mange tilfælde indgyder til spørgsmål, undren og løftede øjenbryn. Ja, sågar løftede pegefingre og (velmenende, naturligvis) spørgsmål til min mentale tilstand. Dét synes jeg er lige dele tankevækkende og skræmmende. At det ikke bare er helt normalt og velset, at kvinder accepterer og påtager sig moderskabet som den binding det i mine øjne er og bør være. For hvordan kan det nogensinde ikke være helt fantastisk, at imødekomme sit barns behov, fremfor andres, eget eller samfundets? Og måske siger det også (helt sikkert) lidt om vores (adskillelses)kultur.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

2 Comments

  1. verdenvedsidenaf
    30. august 2017
    Reply

    Jeg er meget enig med dig i, at man skal “gøre sit bedste”. Et problem er do, at rigtig mange ikke ved hvad der er det bedste. Vi bombarderes som nybagte mødre med gode råd fra nær og fjern, og mange står i forvejen på usikker grund. Når det kommer til moderskabet, så tror jeg at vi kommer rigtig langt (af den rigtige vej) hvis vi tør give os hen til det vores moderskab og vores samvittighed fortæller os. Det kan dog være yderst vanskeligt i vores adskilleseskultur, hvor hele den værktøjskasse, hvad jeg kalder “Musthaves til baby (i en adskilleseskultur) rummer et element af adskillese. Og vores samfundstruktur er baseret på at børn skal adskilles fra deres forældre, før det er godt for dem. Hen ad vejen har vi fået bildt os selv og hinanden ind, at det er okay, at børn græder når de skal starte i vuggestue, “lære at falde i søvn selv”, som man siger, eller skal “på afvending” fra at blive ammet osv. Det unaturlige er i vores kultur i mange henseender blevet gjort til norm, hvorfor det i dag er enormt vanskeligt, at skabe gode rammer omkring sine småbørns udvikling og opvækst.

    Derfor mener jeg, at det er så yderst vigtigt, at vi nu retter alle vores øjne og ører mod, hvad børnene viser os. Trives de? Griner de? Græder de? Vi må have tillid til at det de viser os er sandt, og skal tages dybt dybt alvorligt. Netop børnene kom til verden som ren natur. Ved at se på dem og stole på dem, kan vi voksne, vis bevidsthed er blevet forplumret af kulturelle normer, få adgang til noget rigtigt igen. Vi kan komme på ret kurs ved at se på vores børn og på hvad de viser os.
    Derudover må vi konsultere og lytte til den omfattende viden, som vi har om barnets mentale og følelsesmæssige udvikling, særlig hvad angår tilknytningsbehov og tilknytningsadfærd. Vi ved at en sikker tilknytning er ekstremt afgørende for hvordan et helt menneskelig udvikler sig. Derfor må vi som samfund og som forældre sætte alle sejl ind på, at værne om den.

    Du skriver at “adskillelse ikke er en naturlig del af moderskabet for dig”. Hvor er det stærkt, at du kan mærke det her. Og lytter til det, på trods af at klapsalverne udebliver. Og på trods af at du lever i en kultur, hvor adskillelse mellem mor og barn i mange sammenhænge ligefrem anbefales.

    Dejligt at læse om en kvinde, der viser tillid til sit barn og tillid til sine egne følelser forbundet med moderskabet <3 <3 <3

    Tak for henvisningen <3

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.