Babydrømmen og Babyernes Drøm

Jeg oplever at mange har en drøm om at få en baby. Eller flere. En drøm om at formere sig og om at have det her lille menneske, at passe på og elske over alt på jorden; men som samtidig skal passe lige ned i deres liv, der iøvrigt gerne skulle fortsætte uændret efter babys ankomst, sådan at vi ikke mister os selv eller lader dem “tage over”. De små hjælpeløse væsener, på en halv meter. Baby skal kunne deltage i diverse arrangementer, så “livet ikke går i stå” og mor skal tilbage på arbejdet, så hun kan tjene gode penge, gøre karriere og have sit eget liv – og nåe ja, så baby kan lære at være væk fra mor. For det kan han/hun ligeså godt lære med det samme. Jeg har selv haft det sådan. Til dels, om ikke andet. Indtil jeg fik min baby i armene og alt indeni mig vendte. Og min anke på det nu, er derfor; hvor er babyen egentlig henne i den her drøm? Og er det reelt hvad babyen drømmer om og helt grundlæggende har brug for? Jeg tror det ikke. Jeg vil faktisk driste mig til at sige, at jeg ved det ikke er det, for vi er idag så oplyste at der ikke skal megen søgen til, for at finde den forskning der understøtter det faktum, at babyer slet ikke trives i den drøm. De har deres helt egen drøm. Deres egne behov. Behov der handler om nærhed og om forældre der tør omfavne det faktum, at hele deres verden bliver vendt på hovedet når de skaber et lille nyt menneske og byder det velkommen i verden og i familien. Alting er som aldrig før, og det er lige som det bør.

Alligevel går vi rundt og sætter mærkater som “powermoms”, på de mødre der følger deres egen drøm. Drømmen om det hele. At puste OG have mel i munden. Vi tager hatten af og er dybt imponerede. Men hvor er babyen henne i den fortælling? Jeg siger ikke, at man ikke kan drage omsorg for sit barn og samtidig opretholde sit eget jeg. Slet ikke. Men jeg siger, hvor er det pudsigt at det ikke er de mødre der sætter deres egen selvrealisering og deres eget ego på stand-by i det lille barns navn, for at forfølge netop deres drøm. Det lille barns. Drømmen om at møde og opleve verden, helt mættet på omsorg, kærlighed og tryghed og med en viden om at deres person – mor – er lige her hos dem, så vi kan opleve og lære sammen. Eller måske endda ligefrem udlever den selvrealisering via netop moderskabet, for hvis jeg skal nævne det største jeg vil opleve i mit liv, så ved jeg allerede nu, bare seksogtyve år inde, at det er dét at blive og være mor – er det ikke pudsigt, at det ikke er her vi placerer mærkatet “powermom”? Det synes jeg det er. For det er eddermame powerfuldt i min optik, at tilsidesætte sig selv, at gå all-in på det lille menneskes ve og vel og at lytte til de der helt iboende, rodfæstede instinkter og små hvisk, om hvordan vi bør passe på vores egne. Til trods for en kultur der trækker i den helt modsatte retning og ligefrem prædiker at babyer har behov for at blive adskilt fra deres mor og far. Dét, selvom der er helt klare beviser på at det modsatte gør sig gældende. Alt sammen så vi slipper for eksempelvis at sige højt, at vi grundet det samfund vi har bygget op og lever i, er for egoistiske til at kunne finde ud af at hygge os med hinanden, mens vores lille barn er tilstede og derfor kan se os nødsaget til at få det passet. Så vi kan holde os selv ud, når vi skal gå fra vores små pus, der har så uendelig meget brug for os. En løgn der er blevet så almen, at den for nogen slet ikke mærkes som en løgn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den her ego-kultur, hvor det er helt okay ikke at kunne rumme at være sammen med sit barn, det man i øvrigt selv har valgt at sætte i verden, i længere tid – helt på plan med at få lov til at få et kæledyr som barn, velfortalt af ens forældre, at det altså vil kræve megen tid og pleje, for derefter ikke at kunne rumme opgaven alligevel – om det reelt er produktet af en frigørelse af kønsrollerne, en ligestilling, en snak om feminisme, der altsammen er fantastisk og også nødvendigt og vigtigt på sin måde, men som måske på nogle punkter er blevet fejl- og overfortolket ud i et scenarie, hvor vi ganske enkelt har fortrængt og glemt vores helt naturtro formål med og instinkter i livet, hvor kvinder er kvinder og mænd er mænd og at vi slet ikke behøver være ens, for det er vi jo alligevel ikke. Sådan helt fra naturens side. Og hvor langt er vi reelt nået i den rigtige retning som samfund, når vi rigtigt nok er stoppet med at brænde de kvinder der er i dyb kontakt med deres spiritualitet på bålet som “hekse”, når vi nu behandler kvinder i dyb kontakt med noget så naturligt som deres moderlighed og moderinstinkt, meget på samme måde? Eller når vi agerer, som befandt vi os stadig i den enevælde, der så ihærdigt forsøgte at holde oplysningen for døren, ved at slå viden (ikke meninger, men fakta) hen med ord som “shaming” og argumenter som at det vi kender fungerer fint og det tog vi da ikke selv skade af – selvom fakta taler imod?

Det er svært at navigere og stå rankt og stærkt i sin visdom, i et samfund, hvor norm og instinkt ligger så milevidt fra hinanden. Hvor vi starter før vi er 3 år, helst før vi er 1, med at blive prep’et til børnehaven, så vi kan være gode nok til vi skal igang med at prep’es til skolen, så vi kan præstere bogligt og i sidste ende komme ud og tjene en masse penge, så vi kan få et hus, en bil, en mand og udleve babydrømmen, føre arten videre, hvor vi selvfølgelig skal tilbage til karrieren efter 10 mdr, så vi også holder gang i hjulene på samfundet og baby kan blive klar til samme tur i møllen. Men er det det gode liv? Er det sådan vi trives bedst som mennesker? Er det sådan vi skaber trygge, nysgerrige, robuste, omsorgsfulde individer med mod på og ikke mindst LYST til livet? Jeg tror nej.

Et sjovt lille eksempel, jeg kender fra egen krop er, at det i vores samfund, i min erfaring, er alment kendt vigtigere at have eget værelse, særligt som teenager, end at have forældre der er tilstede. For børn har jo ret til at have deres eget rum. Og den ret kommer før retten til at have deres forældre tæt på. For hvis der skal tjenes en masse penge til et stort hjem, så går det jo i mange tilfælde udover tiden og nærheden og er ikke altid en ligning der går op. Men giver det mening? Privatliv og alenetid kan jo sagtens være en realitet, selvom der ikke er samme antal værelser, som personer i et hjem, hvis blot man kommunikerer og respekterer. Jeg er helt oprigtigt selv i tvivl om, hvordan jeg har det med netop det dilemma – selvom alt indeni mig, udemærket godt ved, at det der værelse jo slet ikke er ligeså vigtigt, som det der nærvær og den der tilstedeværelse.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

4 Comments

  1. Dorte
    1. november 2017
    Reply

    Spot on. Jeg synes det er forfærdeligt at se vuggestuen tage imod babyer der er 6-7 mdr. Synes de bliver mindre og mindre. Min datter kom først i vuggestue da hun var 1,5 år. Der var hun klar. Og vi holder mange fridage. Men ja det er da på bekostning af en stor fed bil, det dejlige store hus med et værelse til hvert barn, og alt muligt andet. Men jeg ville aldrig vælge det anderledes.

  2. Natasha
    26. november 2017
    Reply

    Hej.
    Jeg er meget enig i dine betragtninger og det vækker også en masse tanker i mig, som jeg tror er super vigtigt at tænke over som mor, som menneske i vores præstationsbaserede samfund. Men jeg kan ikke lade være med at føle mig en lille smule ramt – jeg har en dreng på 7 måneder, samtidig med jeg har en fødselsdepression. Han sover rigtig dårligt og er generelt meget udtryksfuld (læs: han græder/skriger en del). De to ting tilsammen gør, at jeg nogen gange slet ikke kan rumme ham. Jeg synes også at man skylder at nævne det aspekt af moderskabet – det kræver styrke at tilsidesætte sig selv i sådan en grad, når man bliver mor og nogle gange er det også okay ikke at præsterer og rumme sit barn 100%.

  3. Maja andersen
    26. november 2017
    Reply

    Natasha, jeg tænkte det samme. Jeg er så enig i hovedpunkterne, ift at skabe nærvær og tryghed, fremfor adskillelse, og er glad for at flere er opmærksomme på muligheden for at forlænge barsel mv. Men det er i høj grad også et privilegie, at have psykisk og økonomisk overskud til netop det, og have en partner som i øvrigt er enig og bakker op om det.

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.