Er det virkelig kulturen mod naturen?

Så, vi har været ved tandlægen. Olivia har, for allerførste gang. Overordnet set, var det nok en god oplevelse. Tandplejeren var mild ved lille og hun fik fint lov til både at kigge på hendes tænder og børste dem, imens hun lå ved mig. Og hun havde nogle rigtig fine råd, i forhold til optimeret tandbørsteteknik. Tak for dem. Men så var der de andre råd. Og de andre kommentarer.

Jeg havde psyket mig op og talt med mine veninder om at der nok ville komme kommentarer til amning, særligt om natten, da det ofte er den tilgang tandlæger har, idet det er den viden de er skolet i. Men jeg endte alligevel med at gå helt hængt derfra. Total drænet i energien, uden helt at kunne mærke hvad der præcis var gået galt. Olivia løber rundt herhjemme upåvirket, med samme smil som altid, og det kan hun roligt gøre, for der kommer ikke til at ske nogle ændringer for hende, uanset hvilke råd eller kommentarer tandplejeren havde. Udover lige den der tandbørsteteknik, der kunne forbedres en smule.

Det der rammer mig i den nerve der gør, at jeg simpelthen er nødt til at lukke noget ud og dele, er at jeg bliver så ked af, at mødre (og fædre, ja, forældre), der reelt følger mavefornemmelsen, instinktet, NATUREN, istedet for de fuldstændig forskruede og langt henad vejen, dybt forkerte, samfundsnormer vi desværre har skabt for os selv, i god tro og paradoksalt nok, i en gammel jagt på et bedre liv (kvinder på arbejdsmarkedet, industrialisering, tilflytning fra landsby til storby etc). Det gør mig ked af det, at de, at vi, skal møde så meget modstand fra systemet. Fra kulturen.

Da vi lå på hospitalet de første fem dage, fik vi rigtig fin behandling, og det er noget jeg ser tilbage på med et smil. Alene det faktum at vi kunne være der i fem dage, er jeg dybt taknemmelig for. Men nu hvor jeg er ved det med systemet, med kulturen, så skal det nævnes, at vi desværre også fik lov at mærke sygeplejesker der tog hårdt fat om først og fremmest Olivia, men også om mit bryst. Begge dele, uden overhovedet at spørge om lov; og jeg forstår at det er gjort i den hensigt, at hjælpe. Og fordi de har travlt. Men det er både grænseoverskridende og ukærligt, især for en mor der lige har født og som ikke ønsker andres hænder eller stressede, dårlige energier omkring sit lille barn. Og så blev vi også mødt af en del snak om flaske og modermælkserstatning, fordi min mælk ikke løb så hurtigt til og havde brug for lidt starthjælp. Den fik vi og det er jeg så glad og taknemmelig for. Men jeg får ondt i maven over, at der kun skal gå et døgn eller mindre, før nybagte mødre og fædre, skal stilles overfor spørgsmålstegn vedrørende det mest naturlige i hele verden, sammen med sex, graviditet og fødsel: amning. Speciallavet næring fra min krop til din, created by Nature. Så jeg spørger mig selv. Hvorfor er vores samfund (stadig) skruet sådan sammen? Det gør mig så ked af det. Heldigvis for os, var jeg så stærk, i min indre følelse af at amning var og er det eneste rigtige valg for os, at jeg grædende fik brændt igennem med, at min lille baby under ingen omstændigheder skulle have flaske. Fordi det føltes bundhamrende forkert. Men er det ikke lige dele skræmmende og tankevækkende, at en helt nybagt mor, skal udsættes for den slags prøvelser og ikke bare får lov til at blive passet kærligt på, hørt og fulgt i hendes intuition, når nu hun reelt mærker den, til trods for kulturens modstand på den? Og hjælper hende med at finde den, hvis hun ikke mærker den med det samme?

Videre til vores sundhedsplejerske. Hun var sød og hun støttede mig rigtig fint i den måde jeg havde det på, i forhold til at passe på baby, og skåne hende for andres energier og behov for at komme og dikke mens hun var helt bitte. Kæmpe tak for det, det havde jeg brug for. Men så kom det til amningen. Vi havde kun lige rundet det første halve år, da hun begyndte at insistere på at amningen kun skulle være “desserten”. Hendes tilgang til tingene var i stor stil baseret på vores allesammens Helen (hende med brevkassen – mærk ironien) og jeg synes simpelthen at det er så ærgerligt, at det skal være en lettelse at slippe af med den offentligt tildelte HJÆLP, fordi deres viden og tilgang, er så perfekt tilpasset vores adskillelses-, anskaffelses-, og præstationskultur, hvor babyer fra det sekund de er født, skal igang med at preppes, så de hurtigst muligt kan komme ud i systemet og senere hen tjene i hamsterhjulet, og hurtigst muligt skal de også adskilles fra deres omsorgspersoner, så de også kan komme tilbage i selvsamme hamsterhjul og tjene penge til en masse ting, der reelt ikke er noget værd, hvis det er på bekostning af tid. Tid med dem vi elsker, dem vi har brug for og dem der har brug for os; vores små (og store) børn. Ja, hjælpen er så perfekt tilpasset vores dybt forskruede kultur, at vi (ofte) slet ikke bliver guidet rigtigt og kærligt i, hvad der reelt er det bedste for det lille barn, men snarere hvad vi har bildt os selv ind at der er, med det lille barn som gidsel, for at vi bedre kan leve med de helt naturstridige valg, der er blevet gjort “normale”. Det er især ærgerligt, fordi, sundhedsplejersken kan vi jo bare vælge fra. Og det tror jeg på at mange vil gøre. Men hvor er det ærgerligt, for det er så fantastisk at have kompetente, kærlige, støttende figurer at komme til, spare med, læne sig opad, i en sårbar, ny tid. HJÆLP må ikke undervurderes. Jeg ved eksempelvis ikke hvordan jeg skulle være blevet klar til vores fødsel, hvis ikke det var for den mest fantastiske jordemoder Charlotte. TAK for dig.

Og så tilbage til tandplejeren. Der ikke alene sammenlignede modermælk med modermælkserstatning, men sågar havde den frækhed og (bevares) uvidenhed at sammenligne det med saftevand. Yep, you heard it right. Hun sammenlignede naturens perfekt tilpassede næring, med kunstigt fremstillet saftevand i en (narre)sutteflaske. Fordi der “er sukker i begge dele og du ville jo heller ikke give dit barn saftevand om natten”. Nu hvor jeg skriver det her ned, så forstår jeg til fulde den ærgerlige følelse jeg havde i kroppen, da vi gik derfra, til trods for den på overfladen fine oplevelse. Jeg kan mærke at jeg bliver vred. Først og fremmest på mig selv, fordi jeg ikke fortalte hende på en stille og rolig måde, at det er en vanvittig sammenligning. Fordi jeg ikke sagde fra, da hun nævnte amningen for anden gang, og sagde pænt tak for hendes oplysninger, men at vi tager bevidste, oplyste valg på vegne af vores familie, der inkluderer fri amning indtil det ikke længere er Olivias behov. Fordi jeg endnu ikke ved nok om emnet, til at komme med klokkeklare facts – jeg har dog min sunde fornuft og den tager jeg bestemt for gode varer. Og fordi vi endnu engang, ligesom så mange andre, skal mødes af et system, der er et produkt af en kultur, der er uoplyst og har alt for travlt og derfor leverer naturstridig information omkring amning, til sårbare forældre. Det er bare ikke okay. Hun sagde, “at der selvfølgelig er gode ting ved amning”. En sølle kommentar, der kom efter kommentaren om at hun godt vidste at det var “populært med amning for tiden”. Og lige netop den kommentar, er næsten den der skræmmer mig mest af alt. Og som reelt maler det bedste billede af, præcis hvor vigtigt det er at vi står sammen og stikker en finger i jorden, istedet for ukritisk at følge strømmen. At vi ser, hører og følger det lille barns behov, begynder at følge Tove Rump på facebook (hun sætter så fine ord på) og for guds skyld connecter med os selv, med hinanden, med vores børn. Lytter til den indre stemme og tager den alvorligt. Grav efter din mavefornemmelse, for den er derinde et sted og den ved hvad den taler om. Stop med at ignorere dårlig samvittighed og en følelse af meningsløshed. Som en gammel ven plejede at sige; hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Vær den første til at kommentere på indlægget

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.