Vores børn er større end os selv

Jeg har læst et af mange enormt fine indlæg ovre hos Maj My, denne gang om en udtalelse af Lola Jensen. Hende TV2 og Go’ Morgen Danmark, kalder familieekspert. Hun har åbenbart udtalt, at “børn er blevet et projekt for forældrene”. Og til det kan jeg da kun tænke; hvor vidunderligt. Reflektion og udvikling er altid positivt. Indtil det går op for mig, at det er udtalt i en negativ vending, i bedste sendetid for nybagte, sårbare forældre på barsel. Det er problematisk. For hvad var de så egentlig før, børnene? Og er det noget at se op til?

At børn skulle være blevet et projekt for mange, og at det i sig selv skulle være en negativ ting, læner sig i mine ører opad, at det at få børn, er noget alle egner sig til, i og med,  at man jo bare gør det man nu engang lige gør. Eller det de andre gør. Og det kunne jeg ikke være mere rivende uenig i. Reelt synes jeg tværtimod at det er så himmelråbende vanvittigt, at jeg får ondt i mit hjerte på vores alle sammens vegne, men særligt på vegne af dem der skal betale regningen. Vores små. Nu, og resten af deres liv. Vores samfund er i min optik, sammen med digitalisering og SoMe opstand, blevet enormt ego orienteret. Vi skal og vil alle sammen opnå og præstere og iscenesætte os selv. Og det i sig selv er der ikke noget galt i, hvis det vel at mærke er lystdrevet – før det går udover de børn, vi også lige vil have, men som vi reelt slet ikke har forudsætningerne for at lade os opsluge af. Dels fordi det i Lola Jensens og samfundets optik, lader til at være forkert at lade sig opsluge. Og dels fordi vi er opslugt af os selv. Hvad vil jeg? Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvad er min ret? Hvad bør kunne lade sig gøre, selvom jeg nu har et barn? Liver går jo ikke i stå. Skal jeg virkelig rive et HELT år ud af min kalender? Og. Så. Videre. Jeg bliver ked af det over de her ting.  Fordi vi overser den unikke mulighed vi er blevet givet af livet, til at lade os opsluge af noget andet og større end os selv. Ikke bare i et år, men måske for altid. Fordi børnenes stemmer ikke bliver hørt i egoræset. Børnenes ret, til at blive villet. Og det store, forfærdelige emne – børnenes ret, til at blive villet mere end vi selv blev det. Dengang ikke pga digitalisering og egokultur, men som et produkt af ligestillings- og arbejderkultur. Og “sådan gør man jo bare”. Kollektiv ansvarsfralæggelse. De har ret til ikke at opleve den smerte, vi oplevede. Den smerte der har givet os angst, depression, stress og sociale komplekser. Smerten over lige netop ikke at være et projekt, men at være et samlebåndsbarn i hamsterhjulet, fordi at det jo er en del af livet, lige at få et par børn, gerne en af hver. Men så skulle vi også skubbes hurtigt ud af reden igen, så vi også kunne komme ud og opnå og senere præstere på arbejdsmarkedet. Og så vores forældre kunne komme tilbage til “deres liv”. Og her er vi så nu. Et sted hvor der er blevet opfundet ord som “curlingforældre”, “mor-politi” og “pyldreforældre”, for at latterliggøre de forældre, der rent faktisk lade sig opsluge af sit barn og for samtidig at undgå at mærke den skyldfølelse de forældre naturligt vækker i os, fordi det netop er en del af vores natur, især som mødre, at lade os opsluge af vores børn. Så når det er her vi er nu, skal vi så ikke bruge den smerte og den viden, fornuftigt, frem for at fordumme os selv med sætninger som “jamen, det døde vi jo ikke af”. Nogle mere med nød og næppe end andre, vil jeg sige. Og så kan det godt være, at de fleste af os ikke døde af det – men hvis jeg skal sætte ord på vores, på min generation. Så oplever jeg en generation, der har glemt hvad det vil sige, at have et blødt hjerte. Mange af os, mig selv inklusiv, er eller har været, nogle hårde bananer. Ikke fordi vi er født sådan, eller fordi nogen har villet os det ondt. Men i en fejlslagen god hensigt, hvor vi er blevet kastet ud i selvstændighed før det har været hverken helt eller halvt naturligt. Og fordi den her “det dør man ikke af”-mentalitet, den avler hårde bananer. Hvordan skulle den i virkeligheden kunne andet, hvis “om jeg dør”, vitterligt er et parameter for hvad der er okay? Og lad os så lige blive enige om, at det med at gemme sig bag, at det er sagt lidt i sjov, den går jo ikke rigtig.

“Der er nok ikke noget der kan slå dig ihjel”, sagde min psykolog til mig, da jeg var blevet udsat for voldtægt og mit liv lå i ruiner. Til en start håndterede jeg det ved bare at løbe endnu hurtigere, væk fra det liv, der lige havde vist mig hvor skrøbeligt det var. Er. Og jeg tror på at hun havde ret på det tidspunkt. Jeg så det i starten som en styrke, at intet kunne slå mig ihjel. Men med tiden indså jeg at min fandenivoldskhed ikke var den styrke jeg havde brug for. Det var mit bløde hjerte, som jeg havde gemt væk for mange, mange år siden, der skulle samle stykkerne sammen igen, ved hjælp af omsorg, anerkendelse og rummelighed til mig selv. Jeg skulle genskabe evnen til at stryge mig selv over panden og rumme at jeg var ked af det. At livet var svært. At det havde behandlet mig forfærdeligt og at det var synd for mig. Jeg måtte gerne, tør jeg næsten sige det, have ondt af mig selv. En helt ny tilgang til livets udfordringer, som jeg slet ikke kendte til længere og som det var både grænseoverskridende og smertefuldt at finde vejen tilbage til. Smertefuldt, fordi det mindede mig om hvordan jeg havde manglet netop det. Det bløde hjerte gemte jeg nemlig væk, dengang i slutningen af barndommen, hvor jeg tog en grøntsagskniv og skar mig i armen, fordi jeg oplevede at jeg var et problem, og ikke rummede hverken evnen eller tilliden, til at italesætte de følelser. Men følsomhed, ømhed og rummelighed blev en game changer for mig. Nu kunne jeg pludselig overleve alt, ikke på samme måde som dengang, hvor det tværtimod næsten var ved at tage livet af mig, under overfladen. Men nu på en kærlig måde, hvor jeg kunne, kan, mærke mig selv. Hvor jeg tør at græde, tør mærke smerte, hjertesorg og selvmedlidenhed og hvor tilgivelse, mening og troen på det gode, fylder langt mere end vrede og skyld. Og hvordan skal vores børn nogensinde få lov at bibeholde deres bløde hjerter, deres connection og alignment til dem selv, til naturen, til noget større end dem selv, hvis ikke vi, de der har sat dem i verden, værdiger dem den respekt, at gøre dem til et projekt. At ville gøre vores bedste og stadig reflektere og udvikle os undervejs i den proces det er, at være nogens forælder? For det er det, en proces.

Fik du læst indlægget “Babydrømmen og Babyernes Drøm”?

Når jeg hører tale om “opdragelse”, mærker jeg altid helt tydeligt, at det ikke er noget jeg kan finde en mening med, idet jeg ikke anser mig selv som værende mere vis end mit nysgerrige, lattermilde, tillidsfulde, umiddelbare og af hjertet, gode barn. Tilgengæld er der så meget jeg kan lære, af hendes tilgang til livet, hendes måde at se verden og møde andre mennesker på. Og hendes evne til netop at mærke sig selv. En evne hun havde med sig, da hun kom. Selvfølgelig er der ting jeg ved og forstår og på den måde kan jeg vise hende en vej gennem livet, om hun vil det. Og hvis der er én ting jeg ønsker mig at vise hende, så er det, hvordan det altid giver mening, at gøre sit bedste. At alt er sjovere, når jeg investerer tid, energi og engagement og at det samtidig også sætter fokus på proces, frem for resultat. Og hvor ville det være en misvisende måde, at vise min datter værdien af netop dét, at jeg lige netop ikke gjorde forældreskabet til et projekt – til en selvudviklende proces, men i stedet bare lænede mig tilbage og tog den på gefühlen, fordi “alle forældre gør deres bedste og det er godt nok”. Det passer slet og ret ikke og det er en sætning der er fyldt med så meget berøringsangst, at nogen unægteligt må ende med at tage en konsekvens af at usandheder som denne, lifligt og glædeligt spredes som var det så sikkert og vidst, som at jorden den er rund. Og den konsekvens, ja, den lander samme sted som sidstnævnte regning. Hos vores børn.

Som Maj My også skriver; hvis ikke børnene skal være et projekt, hvad så?

Hvis svaret vitterligt er os selv, at vi skal være vores eget, altopslugende projekt. Ja, så kunne det være at der skulle sættes mere fokus på muligheden for at vælge det at få børn fra, så de ikke skal betale prisen for størrelsen af vores ego.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Vær den første til at kommentere på indlægget

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.