Voldtægtsoffer X Mig vol. 2

Det er idag fem år siden, at der skete dét, jeg troede skulle ødelægge mig for altid. Men jeg er her stadig. Og jeg har det godt.

For fem år siden, cyklede jeg ud i verden, få minutter efter jeg tog billedet ovenfor. Da jeg kom hjem igen, var jeg blevet voldtaget. Hvilke bukser jeg kom hjem fra hospitalet i, husker jeg ikke. Men jeg ved at de sorte jeans, blev indsamlet i en klar plastikpose, som bevismateriale. De nærmere omstændigheder er ikke hemmelige, men de er smertefulde og grænseoverskridende for mig at dele. Og så er de reelt ikke vigtige for min historie. Men jeg stolede på nogle mennesker den aften, jeg ikke kunne stole på. Det kunne jeg, set i bakspejlet, ikke have gjort meget anderledes. Men det brugte jeg selvfølgelig rigtig lang tid på, at føle at jeg kunne. At det var min egen skyld. Det var det ikke. Idag for præcis fem år siden, var jeg lykkeligt uvidende om, at jeg i morgen skulle føle, at jeg var ødelagt for altid. Jeg har, hånden på hjertet, aldrig været så ked af det i hele mit liv. Så knust. Følelsen af at der var blevet taget noget fra mig, der var mit – er mit – var ikke til at bære. Og følelsen af at have mistet kontrollen, og ikke have været i stand til at redde mig selv, var skræmmende og uudholdelig. At jeg reelt set havde kæmpet det bedste jeg kunne, det var jeg ikke i stand til at se som en sejr på det tidspunkt. 

Jeg var på sygehuset umiddelbart efter, hvor jeg ikke husker meget andet, end at blive undersøgt alle steder, hele tiden have en sygeplejerske ved min side, med saftevand og en kærlig, trøstende hånd. At jeg græd i ét væk. Følelsen jeg havde indeni, var følelsen af at være tom. Af at være der, uden at være der. Og jeg vidste faktisk ikke helt, hvorfor jeg græd. Jeg var i chok. Jeg vidste bare, at jeg var ked af det. Ulykkelig. I starten vekslede jeg rigtig meget mellem lammelse og fuldstændig ulykkelighed. Jeg kunne til tider næsten glemme hvad der var sket. En ret interessant forsvarsmekanisme, der trådte i kraft for mig, fordi det simpelthen var for smertefuldt at være til stede i mit eget mareridt, hver eneste vågne time. At mærke den enorme sorg, jeg andre gange var fuldstændig ulideligt meget tilstede i. Magtesløsheden. For nu var det sådan det var, og det kunne ikke ændres.

Helt fra starten af, var det vigtigt for mig, ikke at ændre nævneværdigt på mit liv. På den måde følte jeg, at jeg kunne minde mig selv om, at det ikke var min egen skyld at det var sket, og at jeg ikke kunne have undgået det ved at leve anderledes. Uanset hvad andre tænkte og sagde. Det var en kombination af at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og at jeg stolede på nogle mennesker, som af den ene eller anden årsag, endte med at gøre mig ondt. Det kunne ligeså godt have været en anden end mig. Men sådan lå det ikke i kortene. Jeg startede i et forløb hos en psykolog på Rigshospitalets Juliane Marie Center, der blandt andet er et center for seksuelle overgreb, ret efter at jeg havde været på hospitalet. Hele processen fungerede sådan, at jeg blev taget anerkendende og kærligt af af systemet, helt fra starten af. Noget jeg havde rigtig meget brug for, og som føltes trygt, i en utryg tid. De ting der var vigtige for mig, var ikke at blive bange eller paranoid. Ikke at ændre mit forhold til sex, eller forbinde det med det der var sket. Hvilket jo var et overgreb. At holde fast i en overbevisning om, at jeg ikke var i stykker, selvom jeg følte det var et spørgsmål om tid før jeg blev gennemskuet; for det var jeg jo. Og ikke at bebrejde mig selv, for hvad der var sket. Skyldfølelsen har uden tvivl været det jeg har haft det sværest med. Og stadig i dag, kan tumle med. Selv det faktum, at jeg havde det sværere med skyldfølelsen, end med de andre ting, har jeg haft skyldfølelse over. Det hører åbenbart bare med. Det første lange stykke tid, næsten det første år, følte jeg mig som et voldtægtsoffer. Jeg følte at det kunne ses i panden på mig, fordi jeg selv var bevidst om, hvor meget min adfærd afspejlede det helvede jeg befandt mig i. Nu kan jeg godt se, at det for andre kan have set ud som om, at alt var helt normalt, fordi jeg også gjorde alt for at flygte fra det og skjule det. Jeg tog solbriller på i Kvickly, for at skjule de sår og mærker jeg havde fået i ansigtet, så ingen skulle kunne tænke sig til, at der var sket mig noget. Men jeg havde svært ved at falde til ro om natten. Jeg var blevet utilregnelig på en måde, hvor jeg kunne sove over mig til en aftale klokken tre om eftermiddagen. For så var jeg endelig gået omkuld. Jeg kunne ikke rumme mit eget selskab, fordi det tvang mig til at mærke hvordan jeg reelt havde det. Elendigt. Og jeg kunne ikke klare at blive rørt på halsen, fordi det sendte mig direkte tilbage til den dag, hvor hænder der ikke skulle være der, satte blå trykmærker på min hals. 

Jeg mistede kontakten med en del, af både familie og venner. Senere forstod jeg, at det i de fleste tilfælde skete, fordi vi alle sammen faktisk blev møghamrende ulykkelige, og ikke anede hvordan vi skulle gribe det an. Det sker jo kun for andre mennesker. Mit behov var, at komme levende ud på den anden side. Mange af mine nærmestes behov var, at løse problemet, så de var sikre på, at det ikke skete igen. Selvom det jo reelt slet ikke kunne løses, for nu var tingene jo som de var. Vi kunne ikke tage tilbage i tiden og ændre det. De spørgsmål de havde lyst til at stille, var i stor stil hvem, hvor og noget med politi. Og det forstår jeg godt nu. Det knuste deres hjerter, at de, ligesom mig, var magtesløse, og de var desperate efter at vide hvordan de kunne sørge for at det aldrig ville ske igen. Men det kunne det, og det kan det. 

Hvem, har aldrig været vigtigt for mig. Hvordan han har det, eller hvem han er, kommer ikke til at gøre, at jeg får det hverken bedre eller værre. Jeg har ikke et behov for at han har det elendigt. Jeg er ligeglad. Han er ikke vigtig for mig. Hvis jeg endelig skulle ønske ham noget, ville jeg ønske ham det godt, som alle andre. At han lærte at forstå, ikke at gøre andre ondt. Jeg endte med ikke at melde det til politiet, da jeg simpelthen ikke følte mig stærk nok til både at kæmpe for mig selv, og for dén kamp. Jeg forsøgte, med hjælp fra en kær person jeg, heldigvis, på det tidspunkt havde i mit liv, men gav op da jeg mødte den første modstand og skepsis. Jeg havde ikke kræfterne. Og hvor er jeg glad for, at jeg valgte mig selv dengang. Måske jeg istedet kan hjælpe andre nu, med ærlighed.

Hvad der endte med at gøre, at jeg fik det bedre, var kombinationen af en masse andre ting. At jeg kaldte det hvad det var, fra starten af; voldtægt. At jeg takkede ja, til hjælp. Alle de snakke, jeg havde med min psykolog. Den afspænding hun sammen med mig, lavede på min krop, så jeg kunne slippe den psykiske smerte der sad der. Den gruppe jeg senere blev en del af, hvor jeg kunne tale åbent med andre i min situation. De gode mennesker, der hjalp mig, gav mig plads og gjorde deres bedste for at rumme den tragedie der ikke bare havde ramt mig, men også dem. Det har jeg den dybeste respekt og taknemmelighed for og de bor for altid i mit hjerte. Og ikke mindst en grundlæggende tro på, at mennesker er gode. At selvom der skete mig noget ondt, så er der ingen grund til at være bange. Det er nemt at gøre hinanden ondt, men det er heldigvis langt de færreste der vil det. Selv ikke engang nødvendigvis dem der gør det. Vi er alle sammen udstyret med og drevet at forskellige lyster, og det er så smukt at tænke på, hvor mange mennesker der lægger bånd på de lyster de nu engang er blevet givet, netop fordi de aldrig ville gøre andre ondt. Til dem der ikke har set Nymphomaniac, så er her en varm anbefaling. Den har så smuk en morale, inde bag det voldsomme og vulgære ydre. En morale som hjalp mig rigtig meget.

For fire år siden, på den her dag, var jeg rigtig ked af det. Det vil altid være en del af mig. Noget der skete for mig og gør ondt når jeg tænker på det. Men idag, er jeg ikke ked af det. Jeg føler mig ikke som et voldtægtsoffer og har ikke gjort det længe. Jeg er den jeg er og mit liv har formet sig på en måde, jeg ikke engang havde turdet ønske eller håbe på. Selvom jeg altid vil have ar fra dengang, så kan jeg nu se på de ar, og tænke på hvordan jeg helede dem. Og det er jeg stolt af.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Vær den første til at kommentere på indlægget

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.