Din Landsby – skal den også være din?

De siger det kræver en landsby. At være mor. Familie. At være barn. I hvertfald på den måde, der bryder med hamsterhjul og institutionsliv. Men her er ikke nogen landsby. Måske ser jeg den ikke, måske opsøger jeg den ikke. Måske en masse ting. Men det er den følelse jeg står med. Helt sårbart, så savner jeg fællesskab. Børn der leger, fordi muligheden er der – fordi de er trygge og har lyst, også på tværs af alder. Unge, voksne og ældre der vil og rummer hinanden. Mødre jeg kan spejle mig i og hvile mit hovede på, når det er svært. Kvinder der løfter mig op. Kvinder jeg kan løfte op. Mænd der kan tilføre et maskulint perspektiv. Familier der omgås, spiser, sludrer og bare er. Jeg savner det, selvom jeg måske aldrig har haft det. Men jeg er ikke et sekund i tvivl når jeg mærker det brænde under huden. Mit indre LÆNGTES efter det og jeg håber sådan at jeg, at vi, kan finde det her.

Jeg drømmer om noget der ikke er en mødregruppe eller en anden form for bundet og lukket arrangement, der ofte fungerer på en bestemt måde, og kan indeholde begrænsninger, men også både skjulte og direkte forventninger. Jeg drømmer om noget der er frit. Hvor der er plads. Hvor der ikke er forventninger. Hvor vi er fordi vi har lyst. Lyst til fællesskab. Fordi mennesker trænger mennesker, som Noora siger i Skam. For hvor har jeg erfaret, at hun har ret.

Måske er det blevet romantiseret i mit hovede. Det med at have en landsby. Måske, måske ikke. Jeg ser de her fine mennesker på Instagram, der skriver om at de er ude i verden med deres landsby. Og så tænker jeg, hvor vidunderligt det er for dem. Bagefter tænker jeg, hvordan filan de har fundet frem til hinanden. Og hvordan jeg kan finde dem. De her mennesker der vil det samme. Der trænger til det samme frie, kærlige, uforpligtende fællesskab, udenfor ræset. Og på tværs af livssituationer. For hvor er det sandt, at folk falder fra, når børn og ægteskab melder sig. Og selvom jeg accepterer det, er jeg ikke sikker på, at jeg forstår hvorfor det forholder sig sådan. Jeg ved ikke hvor de finder hinanden. De her fine mennesker. Men jeg vil finde dig her. Jer. Alle der mærker lysten. Behovet.

Reelt mærker jeg et opbrud med sociale medier. Nok ikke for bestandigt. Men for nu, indtil jeg finder min egen gyldne vej i det. Men da jeg ikke har andre gode idéer til, hvordan sådan en landsby kan rejse sig, finde en vej og forankre sig, så bliver det en facebook gruppe. Den hedder “Din Landsby”, fordi den både skal være din, min, vores og deres, hvor alle de der har lyst til et fællesskab, hvor alle er velkomne, er velkommen.

Jeg selv, har en dejlig mand, jeg netop har giftet mig med og en drøm af en datter, der snart fylder 2 år. Jeg har få, kære veninder og dejlige familierelationer. Jeg brænder for at bryde med unødvendig og uønsket adskillelse. For slow living. For small living. For miljøet. For nærvær. For det lille barns stemme. Jeg mærker lyst til mere spiritualitet. I form af mere bevægelse, mere lyd. Flere ceremonier. Krystaller – selvom jeg slet ikke dyrker det som det er lige nu. Mest af alt fordi de tilbud der er, slet ikke passer på vores families behov, der centreres om vores datter behov – og først og fremmest, kalder mit hjerte på det her. På mere fællesskab, på den uforpligtende måde, hvor alle er velkomne – inklusiv børnene – hvor vi skriver på gruppen hvis vi er i Valby parken eller Hans Tavsens parken idag, eller noget helt tredje og så kommer de der har lyst og føler sig klar. På deres egne præmisser. Der er ingen der skal præstere noget som helst. Ingen krav om smalltalk. Ingen krav om at tage noget med. Ingen krav om at skulle have taget en bestemt (eller nogen som helst) uddannelse eller være en bestemt etnicitet. Eller at være perfekt i sine overbevisninger. Det ved jeg at jeg ikke er, og tænker om det, at det er en helt okay del af at være menneske. Ingen krav om at have børn, eller om ikke at have børn. Ingen krav om at være et bestemt køn eller en bestemt alder. Alt du skal gøre, er at mærke kaldet og følge det.

Jeg bor i København, på Nørrebro med min lille familie og har en kolonihave i Sydhavnen, hvor vi bor om sommeren. Men alle er velkomne, på tværs af lande og på tværs af byer. Måske vi en dag er i Jylland og kan joine et netværk der, eller omvendt. Eller at jer der bor der, hvor I nu bor, kan finde hinanden. Og os.

Jeg håber at jeg når ud til netop dig, der mærker det samme kald som jeg. Jeg håber at vi kan skabe det her uforpligtende fællesskab, hvor alt er tilladt og hvor mennesker kan mødes, sparre, sludre, være og bære. Unge, voksne og ældre, der vil hinanden. Hvor man må dukke op, bare for at få et kram. Eller være. Hvor der er nærvær. Connection. Ro, larm og leg. Hvor bånd kan knyttes, når det mærkes rigtigt. JEG HÅBER.

Og husk; alle er velkomne. Også dig.

Gruppen er her.

 

 

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Vær den første til at kommentere på indlægget

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.