Jeg er Herude

Jeg er logget af. Af Facebook. Af Instagram. Af Tumblr. Af Snapchat og sågar af min Endomondo løbeapp. Jeg er ikke bare logget af, jeg har slettet hele baduljen. Profilerne og mine apps. Jeg eksisterer nu kun herude, i virkeligheden. For første gang i hele mit voksenliv og for første gang, siden dengang for cirka 14 år siden, hvor jeg oprettede en Arto profil og for allerførste gang definerede mig selv online. Skabte online-identiteten mig. Nuvel, jeg har naturligvis stadig mail og endda også Pinterest – samt det her domæne, hvilket jeg måske/måske ikke vil beholde – men derudover kan jeg fanges på SMS, på et opkald (selvom jeg virkelig ikke kan lide at tale i telefon) og på min dørklokke.

Det er ikke noget fanatisk oprør. Jeg kommer tilbage hvis lysten melder sig. Det var snarere bare noget der pludselig bød sig og gav mening. Noget der både har været under opsejling længe og samtidig slet ikke. Ment i den forstand, at jeg i lang tid har funderet over hvad det egentlig gav mig. Hvorfor jeg har haft det behov – og et behov for hvad. Om nogen overhovedet så med og om det overhovedet var vigtigt om de gjorde. Og hvorfor. Er det tiden værd? Det dyrebareste vi har. Samtidig har jeg vekslet mellem “privat” indstillingen på Instagram og ryddet sirligt ud i både følgere og hvem jeg fulgte. 

Alligevel har jeg ikke formået at have hverken lysten eller handlekraften, til at sortere ud i et omfang der har mærkedes meningsfuldt. Derfor er det også som om, at fortiden på en måde er fulgt med ind i nutiden. Ikke på den der hyggelige facon, men snarere en lidt smertelig måde. For de relationer der ikke længere hverken kunne eller skulle bæres. De relationer har jeg ikke haft lyst til at “unfollowe”, fordi de står mit hjerte nært og det har derfor virket radikalt. Samtidig har jeg ikke nydt at følge deres liv herude fra. Et liv jeg ikke længere er, skal, ønsker at være en del af. Det føles lidt som en falsk connection. Og jeg har til tider følt mig lidt som en lurer, hvilket jeg tænker at de sociale medier jo reelt er til for. At lure. Sagen er bare den, at jeg ikke har lyst til at lure. Ikke mere. Og jeg har ikke lyst til at blive luret på.

Omvendt kan jeg næsten ikke vente, på den der helt mavekildende måde, til jeg møder en ven, bekendt eller perifert bekendtskab på gaden. Én jeg har lyst til at give verdens største kram og hvor jeg med oprigtighed i mit hjerte kan spørge ind til, hvad der rør sig i personens liv og lytte til ende. For det er lige nu vi er her. Det er nu vi taler og der er ikke noget efterspil, hvor vi sidder bag hver vores respektive skærm og lurer videre. Dét kan jeg godt lide.

De sociale medier kan så meget godt. De er gode til fællesskaber. Til begivenheder. Til at finde info. At finde ligesindede. At finde inspiration. At holde sig opdateret – både hos dem vi har en relation til her i livet, men også dem vi ikke kender eller ikke kender længere. Og hvor er det fantastisk, når det giver mere end det tager. Jeg kan bare mærke, at den dag jeg trykkede slet, den dag begyndte jeg at være 10% mere tilstede, lige her, i mit rigtige liv. Jeg ser folk på gaden. Jeg lytter til verden. Jeg interagerer med andre og nyder at jeg kun findes her og nu. Jeg er ikke defineret med ti, tyve eller hundrede ord noget sted. Jeg skal ikke beskrive hvad jeg “beskæftiger mig med”, hvilken religion jeg tilhører eller hvad mit politiske ståsted er. Jeg er bare her. Jeg er den jeg er. Jeg ser ud som jeg ser ud. Og mit liv er lige som det er, lige herude i virkeligheden hvor det udspiller sig.

Jeg har i mange år, måske endda i hele min sene barndom, teenage- og voksenliv, været afhængig af anerkendelse. Er jeg pæn nok. Er jeg intelligent nok. Er jeg slank nok. Er jeg sød/sjov/sexet nok. Virker jeg selvsikker nok (hvilket paradoks). Tager jeg gode nok beslutninger. Og.så.videre. Det er noget der rodfæstede sig i min barndom, en suppe jeg er igang med at røre lidt i. Ikke fordi nogen ville mig noget ondt, for det ville de ikke. Men sådan blev det, at jeg endte med at hungre efter anerkendelse og har løbet rundt efter den lige siden, i større og mindre grad. Internettet og de sociale medier har været min trofaste og bedste ven til formålet, i 14 år. Men hvor føles det rart, nu at give slip.

Jeg tror ikke at alle har det som jeg og har brugt det på den måde. Det har jeg i øvrigt heller ikke udelukkende, for så simpelt er noget sjældent. Sikkert er det dog, at jeg kan mærke at der er faldet en ro indeni mig. Den der helt særlige ro, som kun eksisterer på en vindstille vinteraften, hvor snefnuggene stille danser i luften og byens larm er forsvundet for en stund. Støjen af andres meninger, overbevisninger, levevis og deslige, er forstummet. Tilbage er der kun samtaler herude i livet. Jeg mærker mit eget værd, helt uden likes. Helt uden followers, der intet ved om den jeg er, herude hvor mit hjerte holder mig i live. Jeg mærker hvad der er vigtigt for mig. Hvad mine værdier er, når der ikke er nogen der ser med. Hvem jeg er, når jeg ikke bliver “influenced”. Jeg løber en tur, fordi jeg kan lide det. Ikke for at imponere eller præstere, men fordi jeg har lyst. Uden den motivation Endomondo kan give mig. Jeg (og god musik) er min drivkraft og jeg stopper og løber hjem når jeg vil, ikke når den lige runder en ekstra km.

Jeg tænker på det, når jeg indimellem tager et godt billede eller hører en vidunderlig sangtekst, som jeg får lyst til at dele. At det her kunne jeg dele på de sociale medier. Vise det frem. For hvor har jeg gjort det meget og hvor har jeg elsket det. Og da minder det mig om, hvor rigtigt mit valg føles for mig; for hvor føles det reelt bare langt mere vedkommende (for mig), at sende den tekst eller det billede, til lige netop den jeg ved, der vil blive glad for det. Til lige netop den jeg har lyst til skal se det og reagere på det. Og hvor vil jeg blive glad, hvis nogen en dag gør sig den, i disse tider, særskilte ulejlighed, at finde frem til mit telefonnummer, fordi de vil mig noget.

Jeg er sikker på at der findes både mellemveje og andre sandheder for andre mennesker. Men det her er min måde at tage et skridt opad, på livets trappestige og tage mig selv tilbage. Det føles mega powerfuldt.

Jeg håber vi ses herude.

Abonnér på min blog

Indtast din e-mail for at modtage en påmindelse når der kommer nye indlæg.

Kategorier

Én kommentar

  1. Pallec
    23. december 2018
    Reply

    dasdas

Kommentér på indlæg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.